Kapitel 1. Oversat af Grete Lyngdorf.


HVORFOR FORÆLDRE BETYDER MERE END NOGENSINDE FØR

Tolvårige Jeremy læner sig ind over keyboardet med øjnene stift rettet mod skærmen. Klokken er otte om aftenen, og lektierne er langt fra færdige, men han hører slet ikke faren, der flere gange råber ”kom så i gang”. Jeremy er på mobilen og udveksler beskeder med sine venner: sladder om hvem der kan lide hvem, hvem der er ven, og hvem der er fjende, samtaler om hvem der sagde hvad til hvem i skolen i dag, det sidste nye om, hvem der er inde, og hvem der er ude. ”Lad mig være” snapper han af sin far, som kommer ind igen for at minde ham om lektierne. ”Hvis du gjorde, som du skulle” råber faren tilbage med en stemme, der dirrer af frustration, ”behøvede jeg slet ikke at forstyrre dig.” Ordkrigen eskalerer, stemmerne bliver skingre, og efter få minutter råber Jeremy ”du fatter ingenting” og smækker døren i.

Faren er ked af det, vred på Jeremy, men mest af alt på sig selv. ”Nu har jeg ødelagt det igen,” tænker han. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kommunikere med min søn.” Både han og hans kone er bekymrede for Jeremy: et engang så samarbejdsvilligt barn, og nu umulig at kontrollere eller i det mindste rådgive. Hans opmærksomhed synes udelukkende at være rettet mod vennerne. Det samme optrin udspiller sig i hjemmet flere gange om ugen, og hverken barn eller forældre er i stand til at komme med nye ideer til at bryde dødvandet. Forældrene føler sig magtesløse og kraftesløse. De har aldrig brugt straf, men nu føler de sig fristede til at bruge hårde metoder. Når det sker, bliver deres søn blot endnu mere forbitret og trodsig.

Er det meningen, at opdragelse skal være så svært? Var det altid sådan her? Ældre generationer har ofte før i tiden beklaget sig over, at de unge var mindre respektfulde og mindre disciplinerede, end de selv var, men i dag ved mange forældre intuitivt, at der er noget galt. Børn er ikke helt, som vi husker, at vi selv var. De er mindre tilbøjelige til at lytte til forældrene, og mindre bange for at komme i vanskeligheder. De virker også mindre uskyldige og naive – de mangler barnets evne til at undres, som fører til nysgerrighed og lyst til at udforske verden og den menneskelige kreativitet. Mange børn virker uhørt sofistikerede, på en måde lidt slidte og pseudo-modne før tid. De keder sig hurtigt, når de er væk fra hinanden eller ikke er beskæftiget med teknologi på den ene eller anden måde. Kreativ leg i ensomhed synes at være et levn fra fortiden. ”Som barn var jeg umådeligt fascineret af den ler, jeg kunne grave ud i en grøft derhjemme,” husker en 44-årig mor.” Jeg elskede at røre ved det, jeg elskede at forme det eller bare ælte det med mine hænder. Og alligevel kan jeg ikke få min 6-årige til at lege med sig selv, medmindre det er med computeren eller Nintento eller videospil.”

Opdragelse ser også ud til at have forandret sig. Vores forældre var mere sikre på sig selv, og havde mere indflydelse på os, på godt og ondt. For mange i dag føles opdragelse ikke som noget naturligt.

Vor tids forældre elsker deres børn lige så højt, som forældre altid har gjort, men kærligheden synker ikke altid ind hos børnene. Vi har lige så meget at videregive, men vores evne til det ser ud til at være blevet mindre, af en eller anden grund. Vi føler os ikke i stand til at guide vores børn til at realisere deres potentiale. Til tider lever de og opfører sig, som om de er blevet lokket væk fra os af en sirenesang, vi ikke hører. Vi frygter, om end kun svagt, at verden er blevet mindre tryg for dem, og at vi ikke er i stand til at beskytte dem. Kløften, der åbner sig mellem børn og voksne, kan til tider virke uoverstigelig.

Vi kæmper for at leve op til vores billede af, hvordan opdragelse burde være. Og når vi ikke opnår de resultater, vi ønsker, bønfalder vi vores børn, vi overtaler, bestikker, belønner, eller straffer. Vi taler til dem i et toneleje, som virker hårdt og fremmed, også for os selv. Vi oplever, at vi bliver kolde i kritiske situationer, lige netop på de tidspunkter, hvor vi ønsker at øse af vores ubetingede kærlighed. Vi føler os sårede som forældre, og afvist. Vi bebrejder os selv, at vi ikke formår opdragelsens opgave eller vores børn for at være modvillige eller fjernsynet for at distrahere dem eller skolen for ikke at være streng nok. Når vores impotens bliver ubærlig søger, vi forsimplede autoritære brugsanvisninger i stil med vor tids kvik-fix-tendens.

Der bliver stillet spørgsmål ved vigtigheden af opdragelse for børn og unges udvikling og modningsproces. “Do Parents Matter?” var titlen på en ledende artikel i Newsweek magasinet i 1998. ”Opdragelse er overvurderet,” påstod en bog, der fik international opmærksomhed samme år. “Du er blevet ledt til at tro, at du har mere indflydelse på dit barns personlighed, end du i virkeligheden har.” (1)

Spørgsmålet om forældrenes indflydelse ville måske ikke være så afgørende, hvis alt gik godt med vores børn. At vores børn ikke lader til at lytte til os eller have de samme værdier som os ville måske være i orden, hvis de var virkelig selvkørende, selvstyrende og rodfæstede i sig selv, hvis de havde en positiv oplevelse af, hvem de er, og hvis de havde en klar oplevelse af retning og formål i deres liv. Vi ser imidlertid, at disse kvaliteter mangler for så mange børn og unge voksne. I hjem, i skoler, i nærmiljø efter nærmiljø har unge mennesker mistet deres holdepunkter. Mange mangler selvkontrol og er i stigende grad tilbøjelige til fremmedgørelse, stofmisbrug, vold eller blot generel retningsløshed. De er sværere at undervise og vanskeligere at have med at gøre end unge for bare et par årtier siden. Mange har mistet evnen til at tilpasse sig, at lære af negative erfaringer og at modne. Et hidtil uset antal børn og unge får udskrevet medicin mod depression, angst eller en række andre diagnoser. De unges krise har manifesteret sig på ildevarslende vis gennem det voksende problem med mobning i skolerne, og i ekstreme tilfælde ved mord på børn af børn. Sådanne tragedier, selvom de er sjældne, er blot de mest synlige udbrud af et udbredt onde, en aggressiv åre i dagens ungdomskultur.

Engagerede og ansvarlige forældre er frustrerede. På trods af vores kærlige omsorg virker børn yderst stressede. Forældre og andre voksne lader ikke til at være vejledere for de unge mere, som det ellers altid har været tilfældet for os mennesker og stadig er tilfældet for alle andre arter, der lever i deres naturlige habitat. Ældre generationer, forældre og bedsteforældre fra babyboomer-generationen ser uforstående på os. “Vi havde ikke brug for brugsanvisninger for at opdrage i vores tid, vi gjorde det bare,” med en blanding af sandhed og misforståelse.

Tingenes tilstand er faktisk ironisk, fordi vi i dag ved mere om barnets udvikling end tidligere, og vi har større adgang til kurser og bøger om opdragelse end tidligere tiders forældre.

 

DEN MANGLENDE SAMMENHÆNG

Så hvad er forandret? Problemet i et ord er sammenhæng. Lige meget hvor gode intentioner vi har, eller hvor passionerede vi måtte være, så er opdragelse ikke noget, vi bare kan kaste os ud i med ethvert barn. Opdragelse kræver sammenhæng for at lykkes. Et barn må være modtageligt, hvis det skal lykkes os at nære, trøste, guide og vise dem vej. Børn giver os ikke automatisk autoriteten til at opdrage dem, bare fordi vi er voksne, eller bare fordi vi elsker dem eller tror, vi ved, hvad der er godt for dem, eller vil deres bedste. Stedforældre bliver ofte konfronteret med dette, ligesom andre der skal tage hånd om børn, der ikke er deres egne, hvad enten det nu er plejeforældre, barnepiger, pædagoger eller lærere. Selv i forhold til vores egne børn kan vi miste den naturlige autoritet til at opdrage, hvis sammenhængen undermineres.

Hvis opdragelsesmetoder eller selv kærlighed til barnet ikke er nok, hvad er der da brug for? Der er noget, der er uundværligt i et forhold, og uden det vil opdragelsen mangle et solidt fundament. Udviklingspsykologer og andre videnskabsfolk, der studerer den menneskelige udvikling, kalder det for en tilknytningsrelation. For at et barn kan være åbent over for opdragelse fra en voksen, bliver det nødt til aktivt at knytte an til den voksne og ønske kontakt og nærhed med den voksne. Ved livets begyndelse er denne drift til at knytte an ret fysisk – den nyfødte klæber sig helt bogstavligt til forældrene og har brug for at blive holdt. Hvis alt udfolder sig ifølge design, vil tilknytningen udvikle sig til emotionel nærhed og slutteligt til en oplevelse af psykologisk intimitet. Børn, der mangler denne form for forbindelse med dem, som har ansvaret for dem, er meget svære at opdrage og undervise. Kun tilknytningsrelationen kan skabe den rette sammenhæng for børneopdragelse.

Opdragelsens hemmelighed ligger ikke i, hvad en forælder gør, men snarere i hvem denne forælder er for barnet. Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som er godt knyttet til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Al verdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for en manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.

Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse. Det er det, der er blevet mere vanskeligt i dag. Forældre har ikke forandret sig – de er ikke blevet mindre kompetente eller mindre hengivne. Børns fundamentale natur har heller ikke ændret sig – de er ikke blevet mindre afhængige eller mere modvillige. Det, der har ændret sig, er den kultur, hvori vi opdrager vores børn. Børns tilknytning til forældre får ikke længere den nødvendige støtte fra kultur og samfund. Selv forælder-barn-relationer, som fra begyndelsen er stærke og fuldt ud nærende, kan blive underminerede, når vores børn bevæger sig ud i en verden, der ikke længere værdsætter og styrker tilknytningsbåndet. Børn danner i større udstrækning tilknytninger, som konkurrerer med forældrene, med det resultat at den rette sammenhæng for opdragelsen bliver mindre og mindre tilgængelig for os. Det er ikke manglende kærlighed eller kunnen, men en erosion af tilknytningssammenhængen, som gør vores opdragelse ineffektiv.

 

JÆVNALDERKULTURENS PÅVIRKNING

Den største og mest ødelæggende af de konkurrerende tilknytninger, som underminerer forældre-autoritet og forældre-kærlighed, er vores børns voksende tilknytning til deres jævnaldrende. Det er denne bogs tese, at den forstyrrelse, som berører generationer af unge børn og teenagere på vej mod voksenlivet, har sin rod i børnenes manglende orientering mod de omsorgsgivende voksne i deres liv. Vi ønsker ikke at etablere endnu en medicinsk-psykologisk forstyrrelse – det sidste, vor tids forvirrede forældre har brug for – men vi bruger ordet forstyrrelse i sin mest basale betydning: en forstyrrelse af tingenes naturlige orden. For første gang i historien vender unge mennesker sig ikke mod mødre, fædre, lærere og andre ansvarlige voksne for vejledning, men i stedet mod folk, som naturen aldrig har haft til sinde at placere i en opdragerrolle – deres egne jævnaldrende. De er ikke længere til at styre eller undervise og modnes ikke, fordi de ikke længere lytter til de voksne. I stedet bliver børnene opdraget af umodne personer, som umuligt kan guide dem til modenhed. De bliver opdraget af hinanden.                 

Det begreb, der ser ud til at passe bedre end noget andet til dette fænomen, er jævnalderorientering. Det er jævnalderorientering, der har mindsket vores forældreinstinkter, undermineret vores naturlige autoritet og gjort, at vi opdrager fra hovedet og ikke fra hjertet – fra manualer, råd fra ”eksperter” og samfundets forvirrede forventninger.

Hvad er jævnalderorientering?
Orientering, driften efter at tage pejling og blive kendt med sine omgivelser er et fundamentalt menneskeligt instinkt og behov. Desorientering er en af de mindst tålelige af alle psykologiske oplevelser. Tilknytning og orientering er uløseligt forbundet. Mennesker og andre skabninger orienterer sig automatisk ved at søge tegn fra dem, som de er knyttetil til.

Børn har, ligesom alle varmblodede arters unge, et iboende orienteringsinstinkt: de har brug for at få en oplevelse af retning fra nogen. Ligesom en magnet automatisk peger mod nord, så har børn et iboende behov for at finde vej ved at vende sig mod en kilde af autoritet, kontakt og varme. Børn kan ikke udholde manglen på en sådan skikkelse i deres liv: de bliver desorienterede. De kan ikke udholde det, jeg kalder et orienterings-tomrum.* Forældreren, eller en anden stedfortrædende voksen, er barnets naturlige orienteringspol, ligesom de voksne har denne opgave blandt alle dyr, der opdrager deres unger.

Det forholder sig sådan, at dette menneskelige orienteringsinstinkt ligner ællingens prægningsinstinkt. Når den klækkes af ægget, præges den øjeblikkelig på andemoderen – den vil følge hende, lytte til hende og efterligne hende, indtil den bliver voksen og uafhængig. Det er naturligvis sådan, naturen ville foretrække det. Hvis moderen imidlertid er fraværende, vil ællingen begynde at følge den nærmeste genstand, der bevæger sig – et menneske, en hund eller endda et mekanisk stykke legetøj. Det er unødvendigt at nævne, at hverken mennesket, hunden eller legetøjet er lige så egnede til at opdrage ællingen som andemoderen. På samme måde forholder det sig, hvis der ikke er nogen opdragende voksen til stede, så vil menneskebarnet orientere sig efter, hvem der lige er nær. Sociale, økonomiske og kulturelle tendenser de sidste 50-60 år har fortrængt forælderen fra sin position som den, der skulle have denne orienterende indflydelse på barnet. Gruppen af jævnaldrende er trængt ind i dette orienteringstomrum med uheldige resultater til følge.

Som vi vil vise, kan børn ikke orientere sig mod både forældre og andre børn samtidigt. Man kan ikke følge to retninger på samme tid, hvis de er i konflikt men hinanden. Barnets hjerne må automatisk vælge mellem forældrenes værdier og de jævnaldrenes værdier, råd fra forældrene og råd fra de jævnaldrene, forældrekulturen og de jævnaldrenes kultur, når de to ser ud til at være i konflikt.

Siger vi dermed, at børn ikke bør have venner på deres egen alder eller have med andre børn at gøre? Tværtimod så er disse bånd naturlige og kan have et sundt formål. I de voksenorienterede kulturer, hvor principper og værdier kommer fra de mere modne generationer, knytter børn sig til hinanden uden at miste retning eller at afvise forældrenes råd. Det er ikke længere tilfældet i vores samfund. Bånd til de jævnaldrende har erstattet relationerne til de voksne som børnenes primære kilde til orientering. Det, der er unaturligt, er ikke kontakten mellem de jævnaldrende, men at børn har den dominerende indflydelse på hinandens udvikling.

 

NORMALT, MEN IKKE NATURLIGT ELLER SUNDT

Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det er blevet normen. Mange psykologer og undervisere så vel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske snarere, så opdager de slet ikke fænomenet. Det bliver opfattet som noget, der bare er sådan. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis det samme som ”naturligt” eller ”sundt.” Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering. Kun ganske nyligt har denne modrevolution mod den naturlige orden triumferet i de mest industrialiserede lande af grunde, som vi vil undersøge nærmere (se kapitel 3). Jævnalderorientering er stadig fremmed for oprindelige samfund og endda mange steder i den vestlige verden uden for de globaliserede bysamfund. Gennem hele den menneskelige evolution og omtrent indtil den Anden Verdenskrig var voksenorientering normen i den menneskelige udvikling. Vi, de voksne, der burde være dem, der har ansvar – forældre og lærere – har for ganske nyligt mistet vores indflydelse, endda uden at vi har været klar over det.

Jævnalderorientering er maskeret som noget naturligt eller bliver ikke opdaget, fordi vi har mistet vores intuitioner, og fordi vi selv, uden at vide det, er blevet jævnalderorienterede. De efterkrigsgenerationer, der er født i England, Nordamerika og mange andre dele af den industrialiserede verden, er blinde over for problemets alvor på grund af vores egen orientering mod jævnaldrende.

Indtil for nylig blev kulturen altid givet videre vertikalt fra generation til generation. I tusinder af år, skrev Joseph Campbell, “er ungdommen blevet uddannet, og de gamle blevet vise” gennem studie, erfaring og forståelse af de traditionelle kulturelle former. De voksne spillede en afgørende rolle i videregivelsen af kultur, og videregav det, de modtog fra deres forældre, til deres børn. Men den kultur, som vores børn bliver introduceret til, er snarere de jævnaldrenes kultur end deres forældres. Børn skaber deres egen kultur, forskellig fra deres forældres, og på nogle områder også meget fremmed. I stedet for at kultuen bliver videregivet vertikalt, bliver den videregivet horisontalt inden for den yngre generation.

Det essentielle i enhver kultur er dens skikke, dens musik, klædedragt, fejringer og fortællinger. Den musik, som børn lytter til, minder meget lidt om deres bedsteforældres musik. Den måde, de ser ud på, bliver dikteret af, hvordan andre børn ser ud snarere end af forældrenes kulturelle arv. Deres fødselsdage og overgangsritualer bliver påvirket af andre børn, ikke af forældrenes. Hvis alt dette virker normalt for os, er det alene på grund af vores egen jævnalderorientering. En ungdomskultur, der er adskilt og anderledes fra de voksnes, har kun eksisteret i omkring halvtreds år. Skønt et halvt århundrede er en relativ kort periode i menneskehedens historie, udgør det dog en hel æra for det enkelte menneske. De fleste, der læser denne bog, vil være opdraget i et samfund, hvor videregivelsen af kulturen var horisontal snarere end vertikal. For hver ny generation vil denne proces blive kraftigere og hurtigere, skønt den potentielt kan være nedbrydende for det civiliserede samfund. Selv i løbet af de toogtyve år mellem mit første og mit femte barn ser det ud til, at forældre har tabt terræn.

Ifølge et stort internationalt studie udført af den britiske børnepsykiater Sir Michael Rutter og kriminolog David Smith opstod børnekulturen først efter Anden Verdenskrig og er et af de mest dramatiske og ildevarslende sociale fænomener i det tyvende århundrede. (2) Dette studie, som involverede førende forskere fra seksten lande, knyttede eskaleringen af antisocial adfærd til sammenbruddet af den vertikale videregivelse af mainstreamkultur. Udbredelsen af børnekulturen, der var adskilt fra den almindelige kultur, blev ledsaget af stigende ungdomskriminalitet, vold og mobning.

Disse brede kulturelle tendenser kan sidestilles med lignende mønstre i vores børns udvikling som individer. Hvem vi ønsker at være, og hvordan vi ønsker at være, bliver defineret af vores orientering, af dem som vi bruger som model for, hvordan man skal være og opføre sig – af dem som vi identificerer os med. Nyere litteratur inden for psykologi lægger vægt på de jævnaldrenes rolle i forhold til barnets identitetsdannelse. Når de bliver bedt om at definere sig selv, refererer børn ofte slet ikke til deres forældre, men snarere til de værdier og forventninger, der hersker i den gruppe af jævnaldrende, som de tilhører. Noget systemisk har ændret sig markant. For alt for mange børn i dag gælder det, at de jævnaldrende har erstattet forældrene i forhold til at skabe kernen i deres personlighed.

For få generationer siden pegede alt i retning af, at forældrene betød mest. Carl Jung mente, at det ikke engang var det, der gik for sig i forældre-barn-relationen, som havde den største indvirkning på barnet. Det, der mangler i den relation, efterlader de største ar på barnets personlighed – eller ”der skete ikke noget, når noget godt kunne være sket”, med den store britiske børnepsykiater D.W. Winnicotts ord. En skræmmende tanke. En endnu mere skræmmende tanke er det, at såfremt de jævnaldrende har erstattet de voksne som dem, der betyder mest, så vil det, der mangler i disse jævnalderrelationer, have den mest dybtgående indvirkning. Det, der er fraværende i disse jævnalderrelationer, er ubetinget kærlighed og accept, ønsket om at nære, evnen til at overgå sig selv for den andens skyld og viljen til at ofre noget for den andens vækst og udvikling. Når vi sammenligner jævnalderrelationer med forældrerelationer i forhold til, hvad der mangler, ligner forældrene rene helgener. Resultatet peger på en mulig katastrofe for mange børn.

Parallelt med den øgede jævnalderorientering i vores samfund sker der en overraskende og dramatisk stigning i selvmordsraten blandt børn, som er firedoblet inden for de seneste halvtreds år for de ni- til fjortenårige i Nordamerika. Selvmordsraten for den gruppe er den hurtigst voksende med en tilvækst på 120 % alene fra 1980 til 1992. I de større byer, hvor sandsynligheden for at jævnaldrende har erstattet forældre er størst, er disse selvmordsrater steget endnu mere. (4) Det, der ligger bag disse selvmord, er yderst afslørende. Ligesom mange, der har studeret menneskelig udvikling, havde jeg altid antaget, at afvisning fra en forælder ville være den mest udslagsgivende faktor her. Det er ikke længere tilfældet. Jeg arbejdede en overgang med unge kriminelle. En del af mit arbejde bestod i at undersøge de psykologiske dynamikker hos børn og unge, som forsøgte selvmord, hvad enten det lykkes dem eller ej. Det var et chok og en stor overraskelse for mig at opdage, at det udslagsgivende for de fleste var, hvordan de var blevet behandlet af deres jævnaldrende, ikke af forældrene. Min oplevelse stod ikke alene, hvilket er blevet bekræftet af det stigende antal rapporter om selvmord blandt børn, som er udløst af afvisning og mobning fra jævnaldrende. Jo mere de jævnaldrende betyder, des mere ødelagte bliver børn af de hårde jævnalderrelationer, af ikke at passe ind og af oplevet afvisning og udstødelse.

Intet samfund, ingen kultur er immun. I Japan, for eksempel, har de traditionelle værdier, der blev videregivet af de ældre, måttet bukke under for vestlig indflydelse og fremkomsten af en ungdomskultur. Landet var næsten helt uden kriminalitet og skoleproblemer hos børn indtil for ganske nyligt, men nu oplever de de mest uønskede følger af jævnalderorientering, inklusive lovløshed, selvmord blandt børn og øget skolefrafald. Harper’s Magazine udgav for nyligt et udvalg af selvmordsbreve efterladt af japanske børn: de fleste af dem angav utålelig mobning fra jævnaldrende som udslagsgivende for beslutningen om at tage deres eget liv. (5)

Virkningen af jævnalderorienteringen er tydeligst hos teenageren, men de tidlige tegn er synlige i anden eller tredje klasse. Og det udspringer helt tilbage fra før børnehaven og bliver nødt til at blive forstået af alle forældre, særligt af forældre til små børn, som ønsker at undgå problemet eller at vende det om, så snart det viser sig.

 

ET WAKEUPCALL

Den første advarsel kom allerede for fyrre år siden. I det undervisningsmateriale, som jeg brugte til mine kurser i udviklingspsykologi og forældre-barn-relationer, var der henvisninger til en amerikansk forsker fra de tidlige 60’ere, som havde slået alarm, fordi forældre blev erstattet af jævnaldrende som den primære kilde til vejledning om adfærd og værdier. Gennem et studie med 7.000 unge mennesker havde Dr. James Coleman opdaget, at relationer med venner blev prioriteret over dem med forældre. Han var bekymret over, at der var sket et fundamentalt skift i det amerikanske samfund. (6) Forskere forblev imidlertid skeptiske og pegede på, at dette foregik i Chicago og ikke var almindeligt i Nordamerika. De var optimistiske og tænkte, at det sandsynligvis skyldtes en forstyrrelse i samfundet, der var forårsaget af Anden Verdenskrig, og det ville forsvinde, så snart alt igen vendte tilbage til normalen. Ideen om, at de jævnaldrende skulle få den dominerende indflydelse på børn, kom fra utypiske tilfælde i samfundets udkant, fastholdt hans kritikere. James Colemans bekymringer blev afvist.

Også jeg begravede mit hoved i sandet, indtil mine egne børn pludselig forstyrrede min benægtelse. Jeg havde aldrig forventet, at jeg ville miste mine børn til deres jævnaldrende. Til min forfærdelse opdagede jeg, at begge mine ældste døtre begyndte at kredse om deres venner og fulgte dem ved at efterligne deres sprog og tage deres værdier til sig. Det blev sværere og sværere at guide dem. Alt hvad jeg gjorde for at gøre mine ønsker og forventninger tydelige, gjorde kun tingene værre. Det var, som om den forældreindflydelse, min kone og jeg havde taget for givet, pludselig var forduftet. At dele vores børn er en ting, men at blive erstattet er noget helt andet. Jeg troede, mine børn var immune: de viste ingen interesse for bander eller kriminalitet, de var blevet opdraget i relativ god stabilitet med en stor familie, som elskede dem inderligt, boede i et familieorienteret nærmiljø, og deres barndom var ikke blevet forstyrret af en verdenskrig. Colemans opdagelser virkede bare ikke relevante i forhold til min families liv. Men da jeg begyndte at lægge brikkerne sammen, fandt jeg ud af, at det, der skete med mine børn, var mere typisk end usædvanligt.

”Men er det ikke meningen, at vi skal give slip?” spørger mange forældre. ”Er det ikke meningen af vores børn skal blive uafhængige af os?” Absolut, men først når vores arbejde er gjort, og kun for at de kan blive sig selv. Blot at skulle passe ind med de forventninger, der hersker i gruppen af jævnaldrende, er ikke vejen til at blive selvstændige voksne med respekt for sig selv. Jævnalderorientering underminerer sund udvikling, ved at svække de naturlige bånd af tilknytning og ansvar.

Børn ved måske, hvad de ønsker, men det er farligt at antage, at de ved, hvad de har brug for. Det føles naturligt for det jævnalderorienterede barn at foretrække kontakt med venner over nærhed med familien, og at være sammen med dem så meget som muligt. Et barn ved ikke bedst. Opdragelse, der tager udgangspunkt i barnets ønsker, kan få dig afsat længe før dit arbejde er færdigt. For at give vores børn omsorg, må vi vinde dem tilbage og tage ansvar for at opfylde deres tilknytningsbehov.

Ekstreme manifestationer af jævnalderorientering fanger mediernes opmærksomhed: voldelig mobning, mord på jævnaldrende, børneselvmord. Selvom vi alle chokeres af disse forfærdelige hændelser, så føler de fleste af os ikke, at de kommer os direkte ved. Og det er ikke dem, der skal fokuseres på i denne bog. Men disse barndomstragedier er bare de mest dramatiske tegn på jævnalderorientering, et fænomen som ikke længere kun forekommer i betonjunglen eller i det kulturelle kaos i storbyer som Chicago, New York, Toronto og Los Angeles. Det er kommet til almindelige familiekvarterer – middelklasse-nærmiljøer med gode skoler. Denne bogs fokus er ikke det, der sker derude, lidt væk fra os, men det, der sker her i vores egen baghave.

De to forfatteres "wakeupcall” kom, da vores egne børn blev mere og mere jævnalderorienterede. Vi håber at Dit barn har brug for DIG – (Hold On to Your Kids) – må blive et ”wakeupcall” for forældre alle vegne og for samfundet som helhed.

 

DEN GODE NYHED

Vi er måske ikke i stand til at vende de sociale, kulturelle og økonomiske kræfter om, som driver jævnalderorienteringen, men vi kan gøre rigtig meget i vores hjem og i vores klasseværelser, for at undgå at vi selv bliver afsat før tid. Fordi kulturen ikke længere leder vores børn i den rigtige retning – mod ægte selvstændighed og modenhed – betyder forældre og andre voksne med ansvar for opdragelse mere end nogensinde før.

Intet mindre kan gøre det, end at placere forældre-barn (og voksen-barn) relationerne tilbage på deres naturlige fundament. Ligesom relationer er kærnen i vores nuværende problemer med opdragelse og undervisning, er det også kærnen i løsningen. Voksne der baserer deres opdragelse på solide relationer til barnet opdrager intutivt. De bliver ikke nødt til at ty til teknikker eller brugsanvisninger, men handler ud fra forståelse og empati. Hvis vi ved, hvordan vi skal være sammen med vores børn, og hvem vi skal være for dem, behøver vi mange færre råd om, hvad vi skal gøre. Praktiske tilgange vil vise sig spontant ud fra vores egne erfaringer, så snart relationen er blevet genskabt.

Den gode nyhed er, at naturen er på vores side. Vores børn vil gerne høre til hos os, selv om de måske ikke føler det sådan, og selv om deres ord og handlinger ser ud til at signalere det modsatte. Vi kan genvinde vores retmæssige plads som deres omsorgsgivere og vejledere. I 4. del af denne bog beskriver vi i detaljer, hvordan vi holder vore børn nær indtil de modnes, og hvordan man genopretter relationen, hvis den er blevet svækket eller gået tabt. Der er altid noget vi kan gøre. Selvom ingen tilgang kan garanteres at lykkes i alle tilfælde, så er det min erfaring, at der er mange, mange flere succeshistorier end det modsatte, så snart forældre forstår, hvor de skal fokusere deres bestræbelser. Men helbredelsen afhænger som altid af diagnosen. Først vil vi se på, hvad det er, der mangler, og hvordan tingene er gået galt.

 

Læs om Gordon Neufeld

Læs om Gabor Maté

Læs om Dit barn har brug for DIG

Læs mere om indholdet i Dit barn har brug for DIG