En mexicansk perle
Af Rigmor Kappel Schmidt.
Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes voksede op som diplomatbarn i alverdens hovedstæder, men blev hver sommer sendt i skole i Mexico City, så han kunne lære sit eget sprog. Hans forfatterskab udviklede sig generøst og forankrede nutidens moderne identitet i en slags arkæologisk ubevidste, men han fik aldrig den Nobelpris, som de tre andre store latinamerikanere fra hans generation blev hædret med. Hans kiste stod fremme i Mexico City, dækket af det mexicanske flag og med en udgave af hans betagende roman Aura fra 1962, men han blev efter eget ønske begravet i Paris, hvor han altid havde følt sig hjemme.
Aura regnes for en perle i Carlos Fuentes’ forfatterskab, hvor man både finder fantastik i samlingen Los días enmascados fra 1954, store modernistiske romaner som Hamskifte og postmoderne romaner som Kristoffer ufødt, drillende leg med identitet i thrilleren Hydraens hoved og mere udfordrende udforskning af identitet i Den gamle gringo. Og selvfølgelig gør han op med den mexicanske revolution, der som de fleste andre revolutioner endte med at blive korrumperet. Det sker i den fænomenale roman Artemio Cruz’ død.
Aura
En ung historielærer falder over en annonce i en avis. Historiker søges. Lønnen er god, så han bliver fristet. Historikeren Felipe Montero har sit eget projekt, som det vellønnede arbejde vil sætte ham i stand til at forfølge. Så da han ser annoncen igen næste dag, tænker han ikke over, at annoncen virker underligt gentagende, uden at det dog sker ordret. Ikke fordi Carlos Fuentes skriver dårligt. Tværtimod falder gentagelserne sandsynligvis med velberåd hu. Når læseren har regnet ud hvorfor, har han fanget fortællingens logik.
Felipe Montero lader sig friste og begiver sig hen til señora Consuelo Llorentes hus. Bortset fra de moderne butikker i stueetagen er bygningerne præget af den gamle barokarkitektur fra kolonitiden. Han har lidt besvær med gadenumrene. Der er to forskellige numre ved hver gadedør, så det virker temmelig forvirrende. Miseren opstod, da man i 1800-tallet kun nummererede la manzana, det relativt lave, kompakte byggeri med patioer mellem fire gader, der var et levn fra kolonitidens kvadrerede gadenet. De første store reformer af Mexico City kom i 1890’erne under diktatoren Porfirio Díaz, og efter revolutionen fortsatte reformerne. De forvirrende gadenumre har jeg set udlagt som magisk realistiske, men det er blot gamle og nye gadenumre i skønsom blanding.
Da historikeren møder op hos den gamle dame, bliver han straks ansat til at skrive hendes mands memoirer ud fra dennes efterladte papirer. Felipe Montero ville helst være blevet boende hjemme hos sig selv, men lader sig overtale til at flytte ind i den gamle dames hus, da han ser hendes smukke niece Aura. Hun lader sig fuldstændig dominere af sin tante, hvilket kalder på Felipes beskyttertrang. Hvordan forholdet mellem de tre udvikler sig, skal ikke afsløres her. Blot at det er en højst usædvanlig kærlighedshistorie, der må have betydet noget ganske særligt for Carlos Fuentes.
Du-form, fremtid og stil
Stilen i Aura er langt fra at være magisk realistisk. Felipe Montero sidder på sit værelse og arbejder sig igennem general Llorentes efterladte papirer. De er ikke vildt ophidsende, så historikeren begynder at overveje sit eget projekt, der havde stået i stampe på grund af hans uinspirerende arbejde som historielærer. En klokke kalder på ham, når der er serveret. Det er altid den samme ret, nyrer og tomater, og tit spiser han alene. Så hverdagslivet i huset, der lukker sig om ham, er monotont og uden den magiske realismes brogede detaljer. Det eneste, der kunne give magisk realistiske associationer, er señora Consuelos væg med helgener og votivlys, der beskrives som flimmer og spind for øjnene. Ellers er grund-stemningen i huset den hverdagsrealisme, der ligger til grund for fantastikken.
Felipe Monteros papirer og andre ejendele bliver umærkeligt afhentet, uden at han er nødt til at forlade huset, som han stadig mere dristigt udforsker, alt imens det lukker sig om ham. Han opsøger både patioen med dens skyggeplanter og kisten med generalens papirer, hvor han somme tider ser rotter og andre gange mus, men om det er skrivefejl eller har en betydning i fortællingen, er svært at sige. For rata og ratón har jo samme rod, og også i virkelighedens verden kan det somme tider være svært at se forskel på en stor mus og en lille rotte.
Det er usædvanligt, også på spansk, at fortælle i du-form. Dette du kan være henvendt til læseren personligt eller fungere som en upersonlig man-form, men her er det sandsynligvis Felipe, der tales til. Du-formen kombineres i romanen ofte med fremtid, der dog alternerer med nutid, som for at fortælle, at det hele foregår i Felipes nutid. Men hvorfor dette du og hvorfor fremtid? Er der slet og ret tale om en foregribelse, eller udtrykker du og fremtid en slags manende tiltale til Felipe? Ikke som hypnose, men noget, der kan minde om det. Og hvor kommer denne manen fra?
Felipe selv har også sine spørgsmål. Han undrer sig over, at señora Consuelos vidunderskønne niece Aura i den grad retter sig efter hende, og han begynder at drømme om ridderligt at komme hende til undsætning og vriste hende ud af den gamle dames greb. Men først skal han færdiggøre projektet med at skrive general Llorentes memoirer igennem og klargøre dem til udgivelse. Det er trods alt gode penge, han får for det, og dem vil han og Aura have brug for.
Magisk realisme, fantastik eller gotik
Magisk realisme kan kendes på sin stil, der er præget af overdrivelser og modsætninger, hvilket allerede ses i betegnelsen magisk realisme, der kombinerer det magiske og det realistiske. Det magiske udfolder sig i rum, eksempelvis som brud på tyngdeloven eller andre naturlove. Hvis nogen hæver sig over jordens overflade, ser læseren det overnaturlige ske her og nu.
I den fantastiske fortælling sker det overnaturlige med en afdæmpet hverdagsrealisme som baggrund. Og den umulige overskridelse udfoldes ikke i rum, men i tid. I sit hverdagsliv bevæger mennesket sig umærkeligt gennem tiden, dag for dag, men kan ikke tage et kragehop hen over et større tidsspand. Når det alligevel sker i fantastikken, virker det som en mere abstrakt overskridelse af naturlovene, og bevægelsen kan ikke ses med det blotte øje, men nok registreres i sin effekt. Bevægelsen er umulig, men har fundet sted. Dette paradoks efterlader læseren tøvende, i tvivl om, hvad der egentlig er sket.
I Aura får læseren indblik i det ganske særlige forhold, der er mellem señora Consuelo og Aura. Det sker næsten umærkeligt, som små sprækker. Læseren lægger knap mærke til det eller tolker det forkert ligesom Felipe. Men gradvis bliver relationen tydeligere, selv om læseren måske undrer sig. Det er det, der gør Aura til en fantastisk fortælling. Og da Felipe selv som et moderne, rationalistisk menneske med en uddannelse som historiker også lader sig indfange i relationen på tværs af tid og logik, får læseren det sidste skub ud i en tvivl, der næsten bliver til vished, men netop om det umulige.
Skyggeplanter og votivlys kan få læseren til at overveje, om fortællingen er magisk realistisk, men det er kun redskaber til at styrke sjælen og give den fantastikkens kræfter. De kan til gengæld gøre det relevant at nævne fantastikkens forløber, den gotiske litteratur, hvor Edgar Allan Poe står som bindeled mellem gotik og fantastik. I flere af hans fortællinger ser man gotikkens intense brydning mellem liv og død. En mand mister den kvinde, han elsker over alt i verden. Men ved at bruge al sin sjælsstyrke til at fastholde sin afdøde elskede kommer hun til at leve videre i en anden kvinde ved en slags sjælevandring efter døden. Det sker ikke på samme måde hos Fuentes, så gotikken er blot tilføjet som endnu en brik til forståelsen af Aura.
