Myreløven
Af Ane-Grethe Østergaard.
Efterord til Juan José Arreolas Fabularium.
Det er ikke så enkelt at ville sige noget om det mexicanske fænomen Juan José Arreola (1918-2001), skuespiller, avantgardeforlægger, tv-vært, fodboldkommentator og ikke mindst forfatter til et litterært værk, der ganske vist er af beskedent omfang, men underligt fascinerende og svært at definere. En roman og et par bind med korte tekster blev det til mellem Arreolas mange andre kulturelle gøremål, og det er de sidste, der har givet ham status af “novellens fornyer” i Latinamerika sammen med argentinerne Jorge Luis Borges og Julio Cortázar. Her får Cortázar ordet:
“Paris, 20. september 1954
Kære Arreola: For nogle uger siden sendte Emma mig Deres to bøger, og jeg blev meget glad, da jeg åbnede dem og så dedikationerne. Men det var intet i sammenligning med glæden ved at læse novellerne, først i huj og hast og dernæst langsomt, idet jeg gav mig god tid og ikke mindst gav novellerne deres egen tid, den tid, de behøver for at modnes i læserens oplevelse.
…
I Deres noveller finder jeg noget beslægtet, som bevæger mig og får mig til at ønske at være Deres ven, og det er den suveræne frækhed, med hvilken De planter Deres træer af ord. De planter dem uden omsvøb, ikke som en, der litterært set gør jorden parat for at “skabe atmosfære”, som om atmosfæren ikke burde være selve novellen, den uimodståelige udstråling fra denne ting, som novellen er.
…
Når De skriver Næsehornet, er den første (fuldendte!) sætning nok til, at man glemmer, at man sidder i en læsestol på anden sal i Rue Mazarine (bestemt en charmerende gade) og vil blive kaldt til bords ti minutter senere. “Fremmedgørelsen” – skridtet ind i fortællingen – er fatal. De er en myreløve, hvis det ellers er myreløver, der laver en tragt i sandet, så deres ofre rutsjer ned på bunden. Et par ord, og så sidder man der! Men det betaler sig at blive ædt af Dem.
Deres ven Julio Cortázar”
Cortázar viger som sædvanligt ikke tilbage for voldelige metaforer – andetsteds taler han om, at novellen skal ende med en knockout – og nyder at blive lokket i baghold og fortæret. Man kan kun give ham ret, det er en inciterende oplevelse at blive lukket ind/ inde i Arreolas fortællinger. Og helt uforudsigelig, både hvad form og indhold angår. Arreola bevæger sig rundt i de mest forskelligartede universer: det gamle Babylon; renæssancens Firenze; den spanske oldtidsby Numancia; 1500-tallets Flandern; et mexicansk landsbytorv; en jernbanestation in the middle of nowhere; en myretue. Teksterne ligner kun sjældent det, vi normalt forstår ved novelle, mere essay, fabel, brev, reklame (Annonce er ligefrem titlen på en af dem). Og i mange af dem “sker” der ikke noget, men tænkes, forestilles og dialogeres, dette sidste for eksempel mellem Leonardo da Vinci og hans lærling, en sporskifter og en passager på en imaginær station, Gud og en person, der lægger breve til ham.
På et tidspunkt udtaler Arreola, der igen og igen har omarbejdet sine få fortællinger: “Jeg er træt af at prøve på at skrive noveller og fortælle historier.” Det var ikke så meget den effektfulde novelle og den narrative knockout, der optog ham, mere refleksionen og samtalen, selve talen og sproget om eksistentielle emner. Derfor må det afslutningsvis være på sin plads at minde om, hvad hans ven Cortázar, novelle-knockoutens mester, skrev om at give novellerne deres egen tid, den tid, de behøver for at modnes i læserens oplevelse.
