Virkelighed og kaos
Af Ane-Grethe Østergaard.
Efterord til Farvernes uge af Elena Garro
Der er en orden, og dagene er en del af denne orden,” belærer faderen i titelnovellen ”Farvernes uge” sin datter. ”Det tror jeg ikke på,” svarer Evita, for hun og søsteren Leli ved, at hvis dagene en gang imellem kommer i den rækkefølge, der står på kalenderen, er det et rent og skært tilfælde; det er for eksempel meget mere almindeligt, at der kommer fire mandage i træk. ”Herren i huset ved ikke noget,” siger de til hinanden og opsøger i stedet den forbudte don Flor, der lærer dem et og andet om ugens dage samt laster og dyder i vildt kaos.
Tid og orden er begreber, der vrides og vendes og konstant anfægtes gennem novellerne. I en af dem – den hedder ligefrem ”Hvad er klokken?” – beskrives tiden som en ophobning af minutter og klipper, hvorfra fuglenes by vil rejse sig; i ”Den dag vi var hunde” foregår handlingen i to parallelle dage, der kun i det ydre interagerer med hinanden; og i ”Det er tlaxcaltekernes skyld” forlader hovedpersonen sit hjem i Mexico By i 1960’erne, befinder sig straks i 1520, hvor spanierne er ved at jævne aztekernes hovedstad Tenochtitlán med jorden, og vender hjem til 1960’erne igen – vel at mærke med sin hvide kjole plettet af blod og svedet af ilden fra Tenochtitláns brændende huse. Så det var altså ikke en drøm! Men hvad er det så?
Elena Garro (Mexico, 1916-1998) er tit, også mens hun levede, blevet betegnet som en forløber for Latinamerikas magiske realisme. Det kan der være god grund til, for allerede i 1963 – fire år før Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed, der skulle blive genrens flagskib – udgav hun romanen med den inciterende titel Los recuerdos del porvenir (Minderne om fremtiden), og året efter kom så novellerne Farvernes uge, hvoraf mange er skrevet tilbage i 50’erne. Det er tekster, hvor overnaturlige elementer ofte optræder på linje med en umiddelbart genkendelig social og historisk virkelighed, og hvor læserens tidsorientering bliver kraftigt udfordret, som det også er tilfældet hos García Márquez.
Men Elena Garro brød sig ikke om at blive betegnet som magisk realist og fastholdt blot, at alt, hvad hun skrev, var virkeligt. Ligesom hun heller ikke ville kaldes feminist, selv om hendes romaner, noveller og teaterstykker er fulde af selvrådige kvinder, der bryder med det mexicanske borgerskabs kodeks for respektabel adfærd, og en hel generation af især nordamerikanske kritikere har læst hende ud fra en feministisk optik. Hun ville ikke – og kan heller ikke, når det kommer til stykket – rubriceres. Dertil er det samlede forfatterskab, ligesom nærværende novellesamling, alt for forskelligartet og springende i emner og fortællestil. Men ét er sikkert: Der er tit mere end én virkelighed på spil, og det er tit kvinder og piger, der udforsker de parallelle virkeligheder.
I Farvernes uge er de to søstre Evita og Leli sammen med deres familie og husets tjenestefolk omdrejningspunkt i seks af novellerne: titelnovellen ”Farvernes uge” samt ”Den dag vi var hunde”, ”Før den trojanske krig”, ”Tyveriet i Tiztla”, ”Nissen” og ”Vores liv er floderne”. De udgør en kerne i samlingen, hvor foruroligende oplevelser er indskrevet i et barneunivers, der tydeligvis er stærkt inspireret af forfatterens eget udgangspunkt som datter i en velstillet, intellektuelt orienteret familie – faderen var spanier, moderen mexicaner – med indianske tjenestefolk. I Evitas og Lelis hjem bliver der læst og diskuteret litteratur, filosofi, religion, politik m.m.: ”Alkymisterne, grækerne, anarkisterne, romantikerne, okkultisterne, franciskanerne og romerne fyldte bogreolens hylder og samtalerne ved bordet. Evangelierne, vedaerne og digterne indtog en særlig plads,” hedder det i ”Den dag vi var hunde”. Fra sit portræt på væggen kigger den spanske kong Filip II strengt på dem, på en hylde står en statuette af den aztekiske sol- og krigsgud Huitzilopochtli, man taler om reinkarnation og vegetarianisme, moderen læser Iliaden i den døsige siesta, pigerne diskuterer, hvilke guder der er de smukkeste, Afrodite og Apollon eller de indiske med alle hænderne. Og da de skal lege hunde, vælger de at hedde Kristus og Buddha. Forældrenes kulturhorisont rummer en mangfoldighed af referencer, der besætter tankerne og legene.
Men samtidig er en anden mangfoldighed på spil, som pigerne har lige så tæt inde på livet: de indianske tjenestefolks. I sprøjtet fra vaskekummen og dampen fra strygetøjet står søstrene og lytter og spørger. ”– Hvad var det, du fortalte, Candelaria? vovede pigen sig frem. – Ikke noget, der egner sig for sådan en lille tøs’ ører,” hedder det i titelnovellen. Candelaria har lige udtalt den pirrende bemærkning: ”Don Flor slog Søndag til blods, og Fredag fik sig også nogle blå mærker,” som taler direkte ind i børnenes egen konkrete, sanselige oplevelse af dagene. Men hendes mund er lukket med syv segl; den indsigt, hun har, bør ikke formidles til herskabets katolsk opdragede døtre. Ikke desto mindre er tjenestefolkene en daglig kilde til pigernes fascination, nysgerrighed og gru med deres sorte hår og skinnende guldtænder, lilla og rosa skørter, dystre sange, halvkvædede viser om brunstige kvinder og skrækindjagende historier om hekse, der ofrer kaniner og river øjnene ud på børn.
Det er i dette splittede, kalejdoskopiske kulturunivers, pigerne må navigere, gøre deres erfaringer og komme til erkendelser om kærlighed, ensomhed og fjendskab, liv og død. Som en slags mislykket forsøg på en bastion midt i mang-foldigheden står den kærlige far, der forsøger at indprente sine skeptiske døtre en abstrakt orden, men må nøjes med at løfte deres pandehår og prente et faderligt kys på deres pande. Det er ikke den hjemlige faderautoritet, men den dæmoniske don Flor, der får det sidste ord: ”Alt er i uorden: farverne, synderne, dyderne og dagene.” (Flor er i øvrigt hunkøn på spansk og betyder blomst – usædvanligt mandenavn, og han har pagehår ligesom pigerne – også lidt ukonventionelt og tankevækkende). Men hvad med moderen? Moderen deltager ikke i socialiseringsbestræbelserne, men bekræfter blot på sin egen indolente måde, at der er mange slags virkelighed, når hun i smug dyrker sine klassikerhelte under moskitonettet og ikke vil forstyrres.
Orden og rationalitet – blandt andet symboliseret i vægure, kirkeure og andre ure som garanter for en samfundsmæssig normalitet – mødes med det uordentlige og irrationelle i alle samlingens noveller. I nogle tilfælde i en egentlig magisk-realistisk form, hvor grænserne mellem den umiddelbare virkelighed og en anden virkelighed er annulleret, som i ovennævnte ”Det er tlaxcaltekernes skyld”, hvor hovedpersonen helt naturstridigt bevæger sig ud og ind mellem to tider, og et vestligt, lineært tidsbegreb konfronteres med et aztekisk, cirkulært. Andre gange i form af gådefulde hændelser, der måske, måske ikke har en logisk forklaring og efterlader både fiktionens personer og læseren i vildrede; det er for eksempel tilfældet i ”Hvad er klokken?”, der som den eneste af novellerne ikke foregår i Mexico, men på et parisisk hotel, hvor en ekstravagant, sydamerikansk kvinde indlogerer sig og venter på sin elsker indtil den forbløffende slutning. Og atter andre gange har det irrationelle karakter af fantasier, som i ”Vores liv er floderne”, hvor Leli vil dø som en mexicansk revolutionsgeneral og oplever, at hun glider med en flod ud mod havet … havet, ”som er døden” med den spanske 1400-talsdigter Jorge Manriques ord. Eller der er tale om hallucinationer, som når Perfecto Luna i novellen af samme navn i et anfald af kådhed maser en knogle fra en udgravning ind i en mursten, der ligger til tørre, og aldrig mere får fred. Eller simpelthen bizarre foreteelser, der mest af alt minder om noget, der kunne foregå på en scene; eksempelvis i ”Skomageren fra Guanajuato”, hvor en fattig indianer og hans barnebarn konfronteres med en smuk, impulsiv kvinde, der forsøger at myrde sin tilbeder og dernæst klatrer op i et træ, hvorfra hun drillende konverserer ham. En lignende episode forekommer faktisk på en scene, nemlig i en af forfatterens sprudlende, surrealistiske énaktere, hvor den kvindelige hovedperson fra først til sidst befinder sig i en trækrone. Sære påfund og excentriske personer midt i den daglige, beskidte virkelighed.
Den virkelighed optog Elena Garro intenst. Det havde den gjort, siden hun som ganske ung sammen med sin mand, digteren og den senere nobelpristager Octavio Paz, tog til det borgerkrigsramte Spanien for at deltage i ”Den anden internationale forfatterkongres til forsvar for kulturen”. Tilbage i Mexico efter adskillige år i Paris, Bern og USA som følge af Paz’ diplomatiske virke, blev hun en skarp kritiker af et Mexico, der ikke levede op til sine egne revolutionære idealer, og engagerede sig journalistisk og organisatorisk i en forbedring af indianernes forhold, især hvad angik jordfordeling og alfabetisering. Hendes politiske engagement kommer til udtryk mange steder i forfatterskabet, også i Farvernes uge, for eksempel i novellerne ”Ringen” og ”Hun var Merkur”, selv om fokus ikke er direkte på det politiske, og de først og fremmest tiltrækker sig opmærksomheden som sære fortællinger.
Desværre fik hendes politiske foretagsomhed fatale konsekvenser. I forbindelse med militærets nedskydning af demonstrerende studenter på Plaza de las Tres Culturas i 1968 fremkom hun med nogle udtalelser, som fra den ene dag til den anden gjorde hende til persona non grata blandt Mexicos kunstnere og intellektuelle. Hun skulle efter sigende have beskyldt medlemmer af den mexicanske intelligentsia, som hun selv tilhørte, for uforsvarligt at have opildnet til demonstrationen og indirekte have været skyld i massakren, men der er divergerende og indbyrdes modstridende udlægninger af begivenhederne, som fortaber sig i historiens tåge. Under alle omstændigheder førte den pinagtige sag til, at hun forlod landet og først efter tyve år i Paris og New York vendte tilbage til Mexico, hvor hun døde som en spøgelsesagtig afglans af det glamourøse væsen, hun havde været, evigt pulsende på sine Lucky Strike og omgivet af sine seksten katte, otte franske og otte mexicanske, der lå i evig strid og måtte have separate værelser, ét til hver nationalitet. Skøre, gamle menneske – opfindsom til det sidste.
