Af lektor Claudio Cifuentes-Aldunate.

Der har blandt kritikere været uenighed om, hvorvidt María Luisa Bombal kan sættes i relation til de første surrealister. Det er imidlertid ikke svært at få øje på litterære træk, der taler for denne forbindelse: subjektivitet, begær, drømmen, det irrationelle og det ubevidste.

Som Bombal selv forklarede, var brugen af disse temaer – som i hendes egne værker altid har kvindelige hovedkarakterer som omdrejningspunkt – usædvanligt i en tid, hvor litteraturen overvejende blev skrevet af mænd. Vel at mærke mænd, som altid beskæftigede sig med fremstillingen af det maskuline – enten via et individ eller et kollektiv – og tog udgangspunkt i den socio-poltiske orden i samfundet, i ordets marxistiske forstand. 

I den forbindelse har den chilenske kritiker Lucía Guerra Cunningham forklaret: ”Da María Luisa Bombal begyndte at udgive sine værker, var det mændene, der sad på magten rent intellektuelt, men hun brød dette mønster. MLB var meget frisindet og havde en stærk personlighed, så hun kunne ikke identificere sig med den traditionelle kvindefigur; selv hendes ligesindede betragtede hende som excentriker. Hun var, som Pablo Neruda engang har sagt, dog den eneste kvinde, man kunne tale seriøst med om litteratur.”

Bombals hårdeste kritikere var ikke i stand til at se, at hendes beskrivelser af kvindens indre liv var et opråb fra den ensomme overklassekvinde. Hendes heltinder var hverken kvindelige arbejdere eller bønder, som blev dårligt behandlet, men derimod kvinder fra overklassen, som blev nægtet værdighed på grund af nogle strikte normer for det traditionelle ’familiehierarki’, hvor fornuft og anstændighed var nøgleord. Disse parametre afskar overklassekvinden friheden til at handle og enhver mulighed for at realisere sig selv.

María Luisa Bombal fremstiller på sin vis det rædselsfulde liv, som mange kvinder levede øverst i samfundet. Nogle fordi de ukritiske og underdanigt fulgte de etablerede normer. Andre fordi de – som MLB’s heltinder – gjorde oprør imod den rolle, de havde fået tildelt; de ville ikke indtage rollen som en ’pyntegenstand’, der var sat i verden for at føre slægten videre. MLB’s karakterer er kvinder, der ikke er interesserede i ægtepagter, men derimod i et ’rigtigt’ liv, som de selv kan vælge, ikke med fornuften, men med følelserne.

Og det er her, Virginia Woolfs indflydelse på forfatterskabet træder tydeligst frem. MLB forklarede det kort og præcist: ”Jeg har aldrig været interesseret i feminismen, for den siger mig ingenting. Jeg har læst mange bøger af Virginia Woolf, men det er alene, fordi hun omsatte sine ideer til romaner og aldrig kom med moralprædikener.”

María Luisa Bombals heltinder kæmper på sin vis for et eget rum, retten til intimitet, et tilflugtssted for deres skuffelser og frustrationer. Sommetider bliver dette ’eget rum’ en konkret størrelse i hjemmet, fx et påklædningsværelse, som det er tilfældet i novellen ”El árbol” (Træet). Andre gange er det et imaginært rum i fantasien. Her finder heltinderne en ambivalent trøst. De undertrykte og tilsidesatte lyster antænder fantasien, hvori kvinderne mener at finde det, de søger. Men de ved aldrig, om denne realisation af lysten er knyttet til et minde om noget virkeligt, eller om det blot er fantasien, der spiller dem et slemt puds.

I den forbindelse gør en anden stor forfatter sin indflydelse gældende, nemlig vores egen H.C. Andersen. Det ses af de elementer af fantasi, som kommer til at fylde disse hovedkarakterers ellers opsætsige og lidenskabsløse liv. Når Bombal sætter kvindernes indre liv i centrum, får det konsekvenser for den psykologiske fremstilling; hun introducerer en hybrid mellem første og tredje person, som bevæger sig i grænseområdet mellem den ’indre monolog’ og ’bevidsthedsstrømmen’, hvorved karaktererne eksplicit sætter ord på deres skuffelser og frustrationer over uindfriede lyster.

María Luisa Bombals heltinder er på den ene eller anden måde paralyserede og passiverede af et kærlighedstraume. Der hersker ingen tvivl om, at der i karakternes liv er fragmenter af forfatterindens egen historie. Især i sine yngre år i 1930’erne, hvor hun skrev både Den sidste tåge og Ligklædt, levede hun et følelsesmæssigt turbulent liv. Først blev hun stormende forelsket i piloten Eulogio Sánchez Errázuriz, men følelserne var ikke gengældte, og det drev hende så vidt som til et mislykket selvmordsforsøg – i pilotens eget hjem. Siden giftede hun sig med den argentinske maler Jorge Larco, vel vidende at han var erklæret homoseksuel, men med den begrundelse, at en enlig kvinde i 1930’ernes Chile var dømt til at leve på kanten af samfundet.

María Luisa Bombal har ganske givet omsat en del af sin egen livshistorie til en fiktiv forløsning af sine heltinders reelle frustrationer. Og igennem denne imaginære fryd kritiserer hun dominansen og den maskuline ligegyldighed eller ligegyldigheden som en maskulin størrelse. En underforstået og indirekte protest, som den dag i dag slet ikke er uaktuel.

 
Læs mere om María Luisa Bombal 

Læs om Den sidste tåge & Ligklædt 

Læs Laura Sonne Lunds artikel Indre og ydre landskaber hos María Luisa Bombal