Af lektor Elena Ansotegui.

 

Oh blege, frygtløse, dødelige læser, du tror måske, at en motorvej er en moderne, imponerende, gennemtænkt konstruktion, som tillader dig i din firhjulede kapsel at tilbagelægge en strækning fra A til B på minimal tid, som nærmest ikke eksisterer, og som er en forhindring mellem målet og dig selv. Nej! – Læs Autonauterne på kosmostradaen, fjern dig fra rattet og sæt dig tilbage til nuet.

Bogen er skrevet af forfatterparret Julio Cortázar og Carol Dunlop. Sammen beslutter de sig for at starte en opdagelsesrejse, hvor de skal køre ad motorvejen fra Paris til Marseille i et gammelt folkevognsrugbrød. På turen skal de gøre ophold på alle de 65 rastepladser, der findes på strækningen. En køretur, der normalt vil tage ca. 7 timer, bliver til en rejse på 33 dage.

Den fantastiske absurde ekspedition afmonterer den vestlige diskurs om linearitet, den logiske tanke at man skal fra A til B hurtigst muligt. Motorvejen, et symbol på fremskridt og civilisation, bliver kulissen for en meditativ refleksion over livet og døden. Med denne bog stiller Cortázar og Dunlop os et væsentligt spørgsmål: Hvor skal vi hen? – og hvorfor så hurtigt?

Dette spørgsmål prøver de forelskede “autonauter” at svare på, da de den 23. maj 1982 sætter sig bag rattet for at gennemføre den lange rejse på ca. 800 kilometer ad motorvejen L’autoroute Sud A6-A7 fra Paris til Marseille. Hvorfor bruge 33 dage på at køre til Marseille? Jamen … Hvorfor ikke? De leger, og som i enhver leg er der nogle regler, som skal følges: Parret skal tilbagelægge strækningen mellem Paris og Marseille uden at forlade motorvejen en eneste gang; de skal overnatte, gå på opdagelse, udforske og tage notater og gøre relevante observationer af fauna og flora på alle rastepladser. Og sidst, men ikke mindst, skal de finde ud af om Marseille … virkelig eksisterer.

Men den her tilsyneladende surrealistiske leg er også en kærlighedserklæring mellem de to autonauter og til det liv, de begge vil miste få måneder efter rejsens afslutning. Forfatternes bortgang, først Carol og 15 måneder senere Julio, imprægnerer denne skøre bog med en meget stærk understrøm af noget dybere, mere alvorligt og melankolsk.

Samtidig bør bogen også betragtes som kulminationen på den intellektuelle dikotomi, der hjemsøgte Cortázar hele hans liv: en dikotomi baseret på en identitetskrise mellem forfatterens beundring af Europa og hans latinamerikanske oprindelse. At være en latinamerikansk forfatter involverede for Cortázar en bevidsthed om at være til i den vestlige verdens forstad og nære beundring for alt europæisk, vel vidende at det ikke var gengældt.

Dette værk er en overvindelse, hvor adskillelsen af de to verdener forsvinder. Cortázar undersøger sprækken mellem de to realiteter, Europa og Latinamerika, og konstruerer en tidslomme, hvor koordinater for rum og tid brydes for at give anledning til en litteratur, der er fuldstændigt frakoblet den samtidige diskurs.

Den argentinske forfatter Julio Cortázar blev født i 1914 som diplomatbarn i Bruxelles, men familien flyttede til en forstad til Buenos Aires, da Cortázar var fire år. Faren forlod familien, og Julio levede herefter omgivet kun af kvinder, hvilket fik stor betydning for hans forfatterskab. Både hans litterære virke og hans politiske idéer udviklede sig i modsat retning af alle de andre store latinamerikanske intellektuelle fra hans generation.

I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne blev Latinamerika set som den ny utopi med Cuba som reference. Mange europæiske intellektuelle, såsom Agnès Varda, Régis Debray og Jean-Paul Sartre, så denne ø som stedet, hvor den kommunistiske drøm bliver omdannet til praksis.

Europa blev fordømt, kolonisering kritiseret, og Paris ophørte med at være “verdens centrum”. Samtidigt havde de latinamerikanske intellektuelle travlt med at komme med på bølgen af det såkaldte “boom”. Mange af dem, som Vargas Llosa og García Márquez, blev verdensberømte gennem deres forfatterskab og på grund af deres politiske engagement i kampen for lighed og retfærdighed.

Selvom Cortázar i dag bliver betragtet som en af de fire vigtigste “boom”-forfattere, kom hans politiske engagement først langt senere. Mens verden spændt observerede det, der skete i Cuba, og en hel generation af unge latinamerikanske forfattere var opslugt af revolutionen, befandt Cortázar sig i Paris besat af at lege med ordene med et eneste mål: at have det sjovt.

“Jeg betragter, først og fremmest, mig selv som en cronopio, der skriver historier og romaner uden andet mål end det, alle cronopioer forfølger lidenskabeligt: vores helt egen personlige glæde” (Ultimo round, 1969).

Cortázars barnligt buttede udtryk og uafbrudte vækst skyldtes sygdommen akromegali, en forstyrrelse i kroppens væksthormon. Han blev i slutningen af 60erne opereret for lidelsen og efterfølgende behandlet med testosteron. Pludselig fik Cortázar tæt skæg, og han forlod sin trofaste kone Aurora Bermúdez og giftede sig med den 20 år yngre kvinde Ugné Karvelis. Hans hormonelle forandring er også blevet koblet til hans voksende politiske engagement med fokus på frihedskampe i Latinamerika, især Nicaragua, hvortil indtjeningen fra salget af Autonauterne på kosmostradaen skulle sendes.

Men det er selvfølgelig ikke kun hormoner, som har at gøre med hans ideologiske og litterære drejning. Cortázar blev også meget påvirket af sit møde med østlige traditioner som zen-buddhisme og Vedanta under sine mange rejser til Indien og Japan. Der forstod han, at den vestlige del af verden har bygget filosofiske systemer som lukkede universelle størrelser, mens de østlige kulturer har fostret filosofier med åbenhed, hvor faste universelle kategorier som tid eller rum bøjes og smeltes ind i noget større.

Allerede med udgivelsen af Rayuela (Hinkeleg) i 1963, men især med udgivelsen af Autonauterne på kosmostradaen, læser man en Cortázar, som ødelægger logikken og det værktøj, logikken bruger til at udtrykke sig, nemlig sproget.

I Autonauterne på kosmostradaen nægtes tiden og tidens gang ved at fortælle os en smuk historie om liv og død. Tiden forsvinder og med den alle de bekymringer og besættelser, som forfatteren havde haft før: kunst, politik, boksning, ordspil, kærlighed, ensomhed, tavshed og endelig død. Rejsen skal ses som en absurd pilgrimsfærd, en hyldest til livet, til de små ting, til pauserne, til mellemrummene, til rastepladserne, til det oversete og de oversete. Siddende på den røde folkevognsdrage Fafner lykkedes det at nedbryde afstanden mellem de rejsende og verden, mellem de døde og de levende. Cortázar inviterer os til at hoppe op på dragen og rejse med ad en tredje vej for at se hele dette absurde teater, som livet er, med det tredje øje.

 

 

Vild med Cortázar?

Læs om Julio Cortázar & Carol Dunlop

Læs om Slangeklubben – det danske Julio Cortázar-selskab

Læs om forlagsdyret axolotlen

Læs om Autonatuterne på kosmostradaen

Læs om Metro

Læs om Hinkeleg

Læs oversætter Ane-Grethe Østergårds artikel om Julio og undergrunden

Læs oversætter Rigmor Kappel Schmidts Introduktion til Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg

Læs professor Martin Zerlangs artikel Under Julio Cortázars paraply