Af Ane-Grethe Østergaard. 

 

Når Julio Cortázar går ned i en metro (eller sender en af sine personer derned), kan der ske mærkelige ting, foruroligende og uhyrlige ting. Rundt omkring i forfatterskabet tales der om metro, og det er som kontrast til normalitet og overflade. ”Overflade” eller ”det ovenover” – bliver igen og igen nævnt som modsætning til ”det nedenunder”, altså metroen, som jo ellers kan synes at være lige så meget en del af normaliteten. Men hos Cortázar er metroen det, han kalder ”en sprække i monotonien”. Den sprække er han fascineret af, og det uanset stedet – han var et rejsende menneske og færdedes i mange undergrundssystemer rundt omkring i verden, selv om han skrev mest om metroen i Paris, hvor han boede de sidste 33 år af sit liv. I det hele taget skrev han meget om befordringsmidler, mennesker i bevægelse, undervejs i fly, bus, folkevognsrugbrød m.m. Men metroen indtager en privilegeret plads som et sted, der i helt særlig grad er egnet til at ophæve tid og normalitet for en stund. Fascinationen begyndte i hans barndoms Buenos Aires, og det har han beskrevet i et essay med titlen ”Under jorden”, her kommer indledningen:  

”I begyndelsen var lugtene. Jeg var otte-ni år gammel, og min bedstemor tog mig tit med fra den forstad, hvor vi boede, for at aflægge visit hos nogle venner. Først et lokaltog, så en sporvogn og endelig fra byens centrum undergrundsbanen, el subterráneo, som indbyggerne i Buenos Aires kalder ”el subte”, som om de er bange for ordet i dets fulde længde og prøver at neutralisere det med et afmystificerende hug. I dag ved jeg, at turen i subte ikke varede mere end tyve minutter, men dengang oplevede jeg den som en uendelig rejse, hvor alt var eventyrligt, fra det øjeblik man gik ned ad trappen og kom ind i perronens halvmørke og mærkede denne lugt, som kun metroer har, og som alligevel er forskellig fra den ene til den anden. Min bedstemor holdt mig i hånden (hendes sorte spadseredragt, hendes stråhat med slør foran ansigtet, hendes usvigelige ømhed), og så var der disse minutter på perronen, hvor jeg stod og så tunnelen forsvinde i intetheden, de røde og grønne glimt i dybet, den dundrende lyd, der kom nærmere og nærmere, den brølende, hvinende togdrage, træsæderne, hvor jeg lod være med at sætte mig for i stedet at stå med ansigtet klinet til et vindue. For når toget fik fart på, blev tunnelens vægge levende, forvandlede sig til et filmlærred med kabler som sorte, bugtende slanger, rytmisk passerende lys og hele tiden denne lugt i den tætte, tunge luft, som ikke havde noget at gøre med den anden luft, luften oppe ovenover. På et givet tidspunkt, som hver gang havde noget mirakuløst ved sig, steg toget op til overfladen, vinduerne fyldtes med sol og trækroner; som en lettelse, en redning ud af et flygtigt ophold i helvede, men samtidig monotonien ved at få normaliteten tilbage, gaderne og folk og teen med kager, som hver gang ventede os ved de månedlige besøg; og så alligevel tanken om at rejsen ikke var slut, at når mørket faldt på, ville vi igen tage el subte, igen opleve tunnelen og slangerne og lugten, dette korte interregnum, som på en måde allerede dengang dømte mig til at sidde her og skrive det nogle og halvtreds år senere.”  

Allerede her i den lille Julios første metro er der både slanger og en drage, væsener, der som bekendt kommer til at avle videre i hans tekster, og senere kommer der andre uhyrer til, en kæmpeblæksprutte, der strækker sig ud under byen og den græske mytologis Hydra med dens ni hoveder og ildelugtende ånde. Og alligevel vil Julio derned igen, for som der står:  

” … i dag ved jeg, at metroen, el subte, the underground og the subway, ikke kun ligner hinanden rent funktionelt, men på hver deres måde skaber en og samme følelse af andethed, som vi er nogle, der oplever som en trussel og samtidig en fristelse.”  

 

Det, der måske kan forekomme paradoksalt, er, at dette uforudsigelige, ”trussel og samtidig fristelse”, skal findes netop i metroen, som de fleste nok normalt vil forbinde med noget gennemstruktureret og –kontrolleret. Cortázar kalder selv det parisiske metrokort med dets blå, gule, røde og sorte linjer et ”esqueleto mondrianesco”, et mondriansk skelet. Han sammenligner det altså med et   billede af den hollandske maler Piet Mondrian, som er selve indbegrebet af lige linjer, stramhed og abstraktion. Og det er netop metroens struktur og orden og systematiske forgreninger, der åbner et rum for det uforudsigelige hos Cortázar. Et sted i samme essay siger han:  

”Der er ikke to forskellige måder at komme fra stationen Étienne Marcel til stationen Ranelagh på: Pile og passager og skilte og trapper ophæver ethvert spontant indfald, som enhver zigzag oppe på overfladen. Passagerer og tog bevæger sig i det samme forudprogrammerede urværk, og så er det, at overfladens magt sløves, og det kan ske, at vi får adgang til andre niveauer: Ved at befri os for friheden gør metroen os for en stund disponible, porøse og modtagelige for alt det, som friheden på overfladen berøver os, for at være fri deroppe betyder fare, nødvendige valg, rødt lys, se sig for, når man går over gaden.”  

I denne befriede tilstand, hvor passagererne ikke behøver tænke på noget særligt, men bare lade sig føre af sted, kan de hengive sig til at eksperimentere og lege. Det er det, der sker i novellen Manuskript fundet i en lomme, hvor den mandlige hovedperson, tekstens jeg, går ind i en metrovogn og sætter sig på en vinduesplads med det formål at finde en lykke, som der står i indledningen – intet mindre. Man forstår, at det trods gentagne forsøg aldrig er lykkedes. Der skal gerne sidde en køn kvinde på sædet overfor, men naturligvis kan han ikke bare se på hende og smile til hende, for den kodificerede metroadfærd kræver netop, at man ikke ser direkte på nogen. Derfor må det ske i spejlbilledet i vinduet, og derfor sker der en fordobling af personerne og dermed af mulighederne: Dels en fordobling af ham selv, der sidder pænt og ordentligt og ikke overbeglor den kvindelige medpassager, men hvis blik til gengæld konstant vogter på hendes spejlbillede for at fange hendes blik. Og dels af kvinden. Denne fordobling beskriver Cortázar sådan:  

” … så sad jeg over for Ana, og straks – for jeg var gået ned i metroen for at lege legen endnu en gang – søgte jeg Margrits profil i ruden og tænkte at hun var køn, og at jeg kunne lide hendes sorte hår med en slags kort vinge, der flød diagonalt ned over panden. 
Det er ikke sandt at navnene Margrit og Ana kom bagefter eller nu i skriften tjener til at skelne dem fra hinanden, den slags ting blev på stedet besluttet af legen selv, spejlbilledet i vinduet kunne umuligt hedde Ana, ligesom Margrit umuligt kunne være navnet på den pige der sad over for mig uden at se på mig, med blikket fortabt i dette ligegyldige interregnum hvor alle synes optaget af et synsfelt som ikke er det omgivende … installerede i hver sin boble, hver sin parentes, opmærksomme på normen for den minimale afstand til fremmedes knæ og albuer, opslugte af France-Soir eller en pocketbog … Men hvis der var noget jeg med sikkerhed kunne forudsige, var det at Ana på et tidspunkt ville vende sig distræt om mod vinduet, og så ville Margrit se mit spejlbillede, blikkene der krydsede hinanden i dette glas hvor tunnelens mørke afsætter sit dæmpede kviksølv, sit bølgende, lilla fløjl som giver ansigterne et andet liv, befrier dem for den frygtelige maske af kridt under vognens kommunale lys, og især får dem til virkelig at se på dette andet ansigt i glasset, for i det dobbelte bliks splitsekund er der ingen censur, mit spejlbillede i ruden var ikke manden der sad over for Ana og som Ana ikke måtte se direkte på i en metrovogn, og i øvrigt var den der betragtede spejlbilledet ikke længere Ana, men Margrit, i samme øjeblik som Ana havde fjernet blikket fra manden overfor fordi det ikke var passende at se på ham, og idet hun vendte sig mod vinduet havde fået øje på mit spejlbillede som blot ventede på dette øjeblik for at antyde et smil, uden nogen frækhed eller forhåbning, dette øjeblik hvor Margrits blik som en fugl ville falde ind i hans eget blik.” 

 

Øjenkontakten i ruden er bare startskuddet til, at legen rigtig kan begynde, eller som der står: ” … indledningen til et ritual som jeg på et tidspunkt var begyndt at dyrke stik imod al fornuft, idet jeg foretrak eklatant mislykkede møder frem for hverdagens tåbelige kæder af årsag og virkning.” 

 

Legen følger nogle komplicerede regler, som hovedpersonen har fastlagt på forhånd, og som kort sagt drejer sig om hans ret – altså den ret, han eventuelt kan erhverve sig, som legen nu udvikler sig – til at følge efter hende og henvende sig til hende. Det afhænger af, hvilken station hun står ud på, om hun skal videre med en anden metrolinje, og i så fald hvilken, eller om hun forlader stationen og går op på gaden. Reglerne er detaljeret beskrevet og eksemplificeret med bunkevis af metrostationer ved navns nævnelse og deres mange kombinationsmuligheder. På et tidspunkt fandt jeg det så slående med alle de navne, at jeg gav mig til at tælle dem, men da jeg var kommet til 70, orkede jeg ikke mere. Der er noget nydelsesfuldt, næsten kærligt ved nævnelsen af alle de navne. Navnefetichistisk vil nogle måske sige, men under alle omstændigheder en insisteren på de uendelige muligheder for at mødes og måske især ikke mødes i denne by under byen, som Cortázar et andet sted omtaler som en mikropolis.  

Her tales om leg, og her tales om ritual, og det får mig til at tænke på forlaget Alianzas udgave fra 70’erne af Cortázars noveller. Indtil da var de kommet i forskellige samlinger med navne som Bestiarium, Enden på legen og meget andet, men da Alianza besluttede at genudgive dem, foretog Cortázar selv en reorganisering og satte dem sammen på en ny måde i fire bind med titlerne Ritualer, Lege, Passager og Der og nu. Det er en inddeling, der tværs hen over kronologien vil bringe teksterne i en slags tematisk eller stemningsmæssig dialog med hinanden. Men der er også noget – måske bevidst – lidt ironisk ved inddelingen, for begreberne ritual, leg og passage er forbundne og glider tit sammen. Det er essentielle begreber i Cortázars forfatterskab. Der leges og spilles, hinkes og bokses og sættes drager op efter helt bestemte regler. Og der spekuleres den ene gang efter den anden over, om man eventuelt skulle bryde reglerne, og hvad det ville betyde: måske en hurtigt opnået fordel, men en afbrudt proces. Der er nok af og til nogle moralske overvejelser involveret, men især æstetiske: For det ville være en anfægtelse af selve legens skønhed og idé.  

 

I denne novelle snyder hovedpersonen faktisk og bryder sine egne regler, da han ikke kan holde spændingen ud længere. Han følger efter kvinden op ad metrotrappen, selv om han ikke har ret til det, og nærmer sig hende med ordene: ”Det kan da ikke være rigtigt at vi skal skilles sådan før vi har mødt hinanden.” Men det kommer de alligevel til – altså skilles, før de har mødt hinanden. 

I en anden novelle med den let skræmmende titel Sort kattehals har vi en mandlig hovedperson, Lucho – rimer lidt på Julio – der har for vane at dyrke, små pikante lege i metroen, men en dag får sig en overraskelse. Den begynder sådan her:  

"Det var for resten ikke første gang det skete, men det havde altid været Lucho selv der tog initiativet og ligesom tilfældigt lod sin hånd strejfe en køn, lyshåret eller rødhåret kvindes hånd på metalstangen idet han benyttede sig af metroens slingren i svingene, og så kom der svar og var kontakt, en lillefinger lod sig holde fanget et øjeblik før det irriterede, fornærmede ansigtsudtryk. Det kunne afhænge af så meget forskelligt, en gang imellem gik det rigtig godt, og resten af legen kom af sig selv efterhånden som stationerne gled ind gennem vognens ruder, men denne aften gik det anderledes. ”  

Det anderledes er, at det ikke er Lucho, der tager initiativet, men kvinden, der står ved siden af, og som lader sin lille, sorte handskefinger sætte sig over skrævs – som der står – på Luchos brune handskefinger og lader den blive der. Teksten fortsætter: 

”Lucho havde bare tænkt at det var en pudsig afvigelse fra reglen, og havde ladet sin hånd ligge uden at reagere idet han tænkte at den unge pige var åndsfraværende og ikke havde lagt mærke til det lille ridt på den våde, ubevægelige hest.” 

Lucho har sine sædvanlige regler for sin lille metroleg, men de kolliderer med kvindens hånd, der har sine egne regler og ritualer. Det ender med, at hun tager ham med hjem, og efter en heftig nat sidder Lucho nøgen og blødende på en trappeafsats i en parisisk beboelsesejendom og hører de skandaliserede beboere fra etagerne nedenunder nærme sig. Bag den lukkede dør ligger der en – muligvis død – kvinde. Tilfældet, som jo er en del af legen, har ladet ham møde en fatal medspiller. 

 

”En trussel og samtidig en fristelse” sagde Cortázar om sin oplevelse af andethed i metroen. Og det er den trussel og fristelse, hans personer bliver ved at opsøge stik imod al fornuft. Også selv om de ikke bliver lykkelige af det. Det er dér, noget bliver muligt, dér noget står på spil.

Som afslutning vil jeg gerne pege på, at metroen hos Cortázar faktisk også kan have en anden – og måske mindre påagtet – funktion end den, jeg har været inde på indtil nu. Ved siden af den gennemgående tanke om skæbnesvanger leg og iscenesættelse i et personligt, eksistentielt perspektiv bliver metroen også anledning til en erkendelse, der peger ud over individet og ind i den politiske dimension, som forfatterskabet også rummer. Det sker for eksempel i essayet Under jorden, hvor han gør sig nogle overvejelser i forbindelse med en af sine romaner. Og hermed giver jeg de afsluttende ord til Cortázar: 

”På det tidspunkt havde jeg stærkere end nogensinde oplevet effekten af skalaskiftet i disse enorme ansigter og hænder, som fra perronens vægge på Vaugirard reklamerede for forskellige oste eller ferierejser til Mexico. Når jeg igen var oppe på overfladen, kunne jeg stadig se dem for mig som en slags korrektion til den virkelighed, der ville omslutte mig, tilpasse mig og underkaste mig sin påståede form- og værdiskala; pludselig fik disse monstrøse billeder, disse negle og tænder, gigantisk forstørrede af et grådigt forbrugersamfund, mening for mig og hjalp mig til at forholde mig skeptisk over for det almindelige, lette og velkendte; pludselig var jeg en pygmæ blandt pygmæer, og derhenne på hjørnet ventede den enorme lille pige, der elskede Babybel-ost, mig måske, grusom og definitiv, og uanset om denne lille pige var af brint eller kobolt, ville hendes sko knuse mig mod fortovet, uden had og uden grund, som vores egne sko knuser myrer på søndagsudflugten. Jeg følte, det var et tilfælde, vi var i live, følte, at vores betryggende normer var omgivet og truet af undtagelser, tilfældigheder og vanvid; alt det søgte jeg at sige i romanen, alt det skete for Juan og Hélène og de andre, som måtte betale prisen for at være gået ned i deres hjerters metro og antage den underjordiske nats koder.”      
 

Oplægget blev holdt i forbindelse med Slangeklubbens tema-arrangement om ”Cortázar og Paris” i Den Franske Bogcafé i maj 2019. Der var desuden oplæg ved professor Martin Zerlang og professor Jørn Boisen, som også kan læses her på siden. 

 

Vild med Cortázar?

Læs om Julio Cortázar

Læs om Slangeklubben – det danske Julio Cortázar-selskab

Læs om forlagsdyret axolotlen

Læs om Metro

Læs om Autonatuterne på kosmostradaen

Læs om Hinkeleg

Læs oversætter Rigmor Kappel Schmidts Introduktion til Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg

Læs professor Martin Zerlangs artikel Under Julio Cortázars paraply

Læs lektor Elena Ansoteguis artikel om Autonauterne på kosmostradaen